Medley Records KIM LARSEN biografi ------------------------------- I sommeren 1969 skete der noget, som skulle få afgørende betydning for de næste ti års danske musikliv; historielærer Kim Flyvholm Larsen kvittede sit job på Gerbrandskolen på Amager. Senere samme år blev samme Kim Larsen enig med sine Christianshavnervenner Wili Jønsson og Franz Beckerlee om at lave en rockgruppe, der skulle overgå alt, hvad man tidligere havde set i Danmark. Kort tid efter var Gasolin en realitet. Fra begyndelsen af 70'erne prægede Gasolin og Kim Larsen den danske beatscene på superstar niveau. Gruppens lp'er solgte i hidtil uhørte antal og blev fulgt op af tilsvarende udsolgte koncertturneer. Gasolin blev et begreb, der styrkedes yderligere af, at der i hele bandets 8 årige eksistensperiode kun skete een eneste udskiftning, nemlig i 1971, da Søren Berlev erstattede gruppens oprindelige trommeslager Bjørn Uglebjerg. Det viste sig imidlertid hurtigt, at Kim Larsen havde et stort musikalsk overskud, der ikke var plads til i Gasolin sammenhæng, og allerede i 1971 indspillede Kim en singleplade med Tommy "Bas", Stig Møller, Povl Dissing og Bjørn Uglebjerg. Denne vakte dog ikke nogen særlig opmærksomhed. Ganske anderledes gik det, da Kim i 1973 præsenterede en række perler fra sin sangbog på albummet "Værs'go". Denne klassiker viste en del af de strenge, Kim Larsen havde spillet på foruden Gasolin. - og publikum var vilde med den. Lp'en slog alle tidligere salgsrekorder for danske plader og var vel en forløber for, hvad der skulle blive Kim Larsens hidtil største publikumssucces, personnummerpladen "23.10.45-0637". Ved afslutningen af en overordentlig succesrig Skandinaviens turné i sommeren 1979 bekendtgjorde Gasolin overraskende, at man havde besluttet at gå hver til sit. De enkelte medlemmer følte, at den gensidige inspiration var brugt op og havde lyst til at bevæge sig i uafhængige musikalske retninger. Kim Larsen havde længe haft lyst til for alvor at prøve musikalske kræfter med Amerika og "Rock n' Roll City", og i september 1979 drog han med familien over Atlanten for at bosætte sig i New York. Men Kim havde givet sit publikum en afskedsgave af klasse: Personnummer lp'en, der markerede det hditi- dige højdepunkt i Kim Larsens dansksprogede karriere. I New York startede Kim Larsen så endnu en gang fra bunden, og først da han mødte keyboardspilleren Joe Delia kom der gang i sagerne. Sammen med Abe Speller, Rick Blakemore og Dennis Espantman lavede de et band og indspillede i 1981 lp'en "JungleDreams". Flere af numrene herfra blev så [resten mangler]