EMI

Gårdsangeren

Jeg spurgte engang Kim Larsen, den gang han endnu var ung og stormede fremad og den ene plade
afløste den anden, hver af dem en endnu større succes end den foregående, hvad han mon ville gøre
en gang når han blev gammel og verden aldeles havde glemt ham.
"Jeg ville begynde forfra som gårdsanger", svarede han, "stå dernede i baggården på Vesterbro og
glæde mig over hver mønt der blev smidt ned i hovedet på mig oppe fra vinduerne pa 3. og 4. sal og
bare synge alt det jeg holder af og som jeg ved de deroppe holder af'.

Mor Danmark har langt fra glemt nationalskjalden - gør det nok aldrig - og han får heller ikke brug
for småmønterne i kasketten mere, vil jeg tro. Men ordene er alligevel typiske for ham, siger noget
væsentligt om ham. Det var altid det det drejede sig om for ham: at synge noget han selv holder af
og som han ved de deroppe holder af. Og "de deroppe" er ikke magtens folk, men bare folket, det
danske folk, som man ikke skal se ned til, men op til, sådan som han lærte det dengang i tresserne,
da han var elev på Askov Højskole og endnu slet ikke var blevet "Kim Larsen".

Han er den eneste på parnasset, der ind imellem alt det forbeholdsløst moderne kan tillade sig at
være hæmningsløst både gammeldags, nostalgisk og sentimental, som han faktisk er på denne plade
med jule- og nytårssange. Ikke bare fordi vi elsker ham og derfor tilgiver ham meget, men også
fordi vi godt ved, at der ligger alvor bag. Han vil os altid noget med det han laver. Derfor: er der
noget som er ved at gå i glemmebogen for os danskere, herunder hvorfor vi holder jul, så er det vel
et forsøg værd at få det smidt ind på discens "glemmebog", der i de kommende måneder nok skal
sørge for, at det aldeles ikke bliver glemt. Og når alt glitterstadsets juleræs er ovre, så er der vel en
gårdsangertone om et barn, der blev født i en baggård i Bethlehem for et par tusind år siden, der
klinger videre et eller andet sted i sindet.

Niels Højlund