EMI Music Denmark Capitol Music Virgin Music Medley Hankattens tidligere liv Der har i Danmark være mange gode rockorkestre, men ingen over eller ved siden af Gasolin'. Og det handler ikke kun om musikken, om deres plader. Gasolin' var ganske enkelt den eneste danske gruppe, der tog ansvaret på sig og opførte sig som det de var: Rockstjerner. De lignede rockstjerner, førte sig frem som rockstjerner. De sang som rockstjerner, og de spillede som rockstjerner. Nu hjælper det jo unægtelig, at de så lige lavede 7 mindeværdige studiealbum fra 1971 til '77 samt vel nok Danmarkshistoriens bedste livealbum. 9 sorte vinylskiver, hvor alle sange isoleret set måske ikke er lige gode, men hvor der for det første er stor hit-rate, og hvor alle sangene for det andet smelter sammen til et værk så imponerende, at man skal til The Beatles for at finde noget tilsvarende. 8 års kreativ eksplosion. Hvis man tæller det hele med, så mere end IOO sange, der for evigt er indprentet i danskernes folkesjæl og kollektive bevidsthed. Selvfølgelig måtte det gå galt. Gnisterne sprang jo også internt, ikke bare ud ad højttalerne. Og opløst blev de i slutningen af 70'erne. Og hvad gør vi så, lille du? I The Beatles var der om ikke fire så dog i hvert fald tre frontløbere. Med Gasolin' var det lidt anderledes af den simple grund, at Kim Larsen var forsanger. Ham, der var gruppens vokale udtryk. Når Kim Larsen synger, så vil det altid lyde lidt som Gasolin' — fordi han var stemmen. En stemme, der i øvrigt blev trænet på en lidt utraditionel måde, mens Kim Larsen gik på seminariet. I bogen Så mange var ordene fortæller Larsen: "Min sanglærer Fritz Haase kom hen til mig og sagde: 'Unge mand, De synger udmærket, men De synger forkert, De skal synge med mellemgulvet - De synger med brystet.' Så sagde jeg: 'Nå, hvordan lærer jeg det?' Så sagde han: 'Stik fødderne ind under sofaen, lig i en vinkel på 45 og syng "Den lille kattekilling" hver dag. Så skal De nok få det lært.’ Der gik en uge, så ku' jeg dét." Kim Larsen havde ikke noget imod at trække læsset selv. Det havde han bevist allerede i '73, da hans først soloplade udkom. Og hvis vi skal være ærlige, så var Værsgo's succes faktisk medvirkende til, at Gasolin' blev så store som de gjorde. Larsens soloplade var med til at bane vejen. Så måske passede det ham meget godt, at Gasolin' valgte at sige stop i '78. For Larsen havde en pose sange liggende, som ikke var Gasolin'-sange, og som han havde lyst til at indspille. EMI Music Denmark A/S, [vej], [by], Tel [tlf.], Fax [fax], CVR-nr.: [CVR] Music from EMI