Jon Stephensen, Teaterdirektør, Aveny-T „Gasolin' 2 var den første plade, jeg købte. Jeg havde selv sparet sammen til den. Hele min ene væg på mit værelse var klistret til med gas billeder. Da jeg var ca. 8 år (omkring 1976), var jeg i tv byen og lave noget børnetv. Jeg kom ind i kontrolrummet, og der stod Gasolin'. Det er min største oplevelse i forbindelse med at møde nogen, der var kendte. Gasolin' havde deres egen mening og deres egen lyd. Og det var den de spillede. Og så stoppede de på toppen. Det er altid cool. Mit yndlingsnummer er Daddy ding-dong. (Den historie har jeg prøvet en del gange)!" Casper Christensen, sjov mand „Gasolin' var bandet, der gav dansk rock en selvstændig, unik og uigennemskydelig identitet. Med humor, frækhed, varme, solidaritet og et poetisk flow satte gruppen ord og toner på de følelser, tanker, strømninger og sansninger, som dominerede den tid, den både var et produkt af og satte sit umiskendelige præg på. At vokse op til lyden af Gasolin' gav håb i en mørk tid samt ikke mindst næring til de drømme, der siden er gået det meste af et liv med at indfri. Som de bedste indenfor rock'n'roll skabte gruppen et særunivers, fuld af fortrøstning, energi, farver, alternativer, inspiration og herfra skal kun lyde: I styrer og vi skylder!" Klaus Lynggaard, musiker, skribent, journalist og Gasolin' aficionado "GASOLIN ER MEGAAAA FEDE"! Thomas Troelsen, Superheroes og super producer "Når jeg i min jyske teenageår havde brug for mentalt at komme til København - kunne "Langebro" som intet andet få mine drømme til at flyve. Med lukkede øjne og fuld knald på kassettebåndoptageren røg jeg til Christianshavn uden brug af transportmidler! I dag - som næsten voksen - tager jeg også turen — Gasolin' er indbegrebet af storbylyd og upolerethed. Der er en spænding i sangene og lydene, som stadig får mig til at slippe kontrollen og bare overgive mig. Gasolin' er i min verden et levende bevis på, at der blev skrevet stor musik i halvfjerdserne - som stadigvæk holder! Og som frem for alt sætter én i stemning, hvor man har lyst til at skide på pænheden og alle regler om det gode liv med blomstrede vattæpper, webergrill og fingermaling med børnene på Statens Museum for Kunst". Christine Feldthaus, TV-personlighed "GASOLIN' SÆTTER STADIG VÆK ILD!" Lars H.U.G., sanger „Vi havde stort set alle deres plader, "Sådan" livepladen endda i to eksemplarer, fordi den blev hørt så meget. Gerne sidst på aftenen når der var voksenfest. Så stod man der i døren med sin dyne og bamsen og så på de voksne, der svajede i rundkreds til "Masser af succes". Gasolin' er intet