men intet kan stoppe dem. Selv om alle i orkestret er enige om, at de er på 
vej til verdensberømmelse, er de stort set ikke enige om noget som helst 
andet. Især Kim og Franz står milevidt fra hinanden; Franz har ikke megen 
respekt for den larmende og musikalsk uerfarne Kim, som taler om Little 
Richard og højskolesange, og som kun drikker øl og aldrig ryger tjald. Kims 
sange kasseres på stribe, og han får udstedt et regulært forbud mod at spille 
på el-guitar. Kim bøjer sig — indtil videre. 

Via et tilbud om at lave musik til filminstruktøren Franz Ernst's 
socialrealistiske film ,Ang. Lone' får de kontakt til pladeselskabsmanden 
Poul Bruun, som bliver fascineret af orkestrets udstråling og energi. En 
single bliver udgivet, sælger 200 eksemplarer, og bliver hurtigt glemt. Men 
Poul Bruun har fået færten af noget større. 

Snart efter får Kim en åbenbaring efter et job i en ungdomsklub på Amager. 
Han hører Steppeulvenes plade „HIP" og Eik Skaløes danske tekster, og 
bliver fast besluttet på, at Gasolin' skal synge på dansk. Franz er rystet, men 
Poul Bruun støtter idéen om de danske tekster. Franz lader sig 
modstræbende overtale til at tage på øvelejr i et sommerhus for at tage hul 
på et nyt liv som dansksproget orkester, selvom han dybest inde synes, det 
er et forrædderi mod den ægte rock'n'roll. Men på afrejsedagen er han 
forsvundet. Han går rundt i byen i nedtrykt sindstilstand over bandets danske 
deroute og må korporligt samles op og hales ind i bilen. Modløst bliver 
orkesteret sat af uden for et sommerhus i Rørvig. 

For dog at gøre et eller andet ved situationen tænder Wili kraftigt op i pejsen, 
og i den stegende hede, sker der pludselig noget. Ud af en engelsk 
folkemelodi og af en løs snak om små selvoplevede episoder på gaden på 
Christianshavn, opstår balladen „Langebro". Gasolin' har med ét fundet sit 
sprog og sin sjæl. 

I kampens hede har Bjørn Uglebjerg dog fået nok, og bandet står igen uden 
trommeslager. Ind fra højre kommer Søren Berlev, som er noget af en rodløs 
dropout på 21, men orkestret har hørt ham spille og kan godt lide hans slag, 
og da der kun er 3 uger til de skal i studiet og indspille debutpladen, er der 
ikke så megen snak. Søren hyres på stedet. 

Men det trækker op til uvejr. Kim og Franz skændes så det fløjter. Kim er 
frustreret over at der er nedlagt forbud mod, at han spiller på guitar, og så er 
han træt af at blive hånet for sine folkemusikagtige sange, så da han heller 
ikke må være med til at bestemme hvordan coveret skal se ud, får han nok. 
Han skrider. 

Poul Bruun ærgrer sig. Den nye LP har solgt rigtig pænt, og det er ubærligt, 
hvis Gasolin' skal løbe ud i sandet. Så da han tilbyder Kim at udgive en 
soloplade, hvis han vender tilbage til orkestret, bliver de fire genforenet. 
Franz er hovedrystende over pladens repertoire af viser i gårdsangerstil. 
Men „Værsgo"' bliver et betydeligt hit og smitter også af på Gasolin's