DEN AMERIKANSKE DRØM Gasolin' havde en drøm - og den var amerikansk. Jo, musikerne i dette kernedanske, ærkekøbenhavnske rockband var optændt af én fælles tanke, nemlig at komme til USA og vise, hvor godt de havde fanget sjælen og magien i rock'n'roll. Udgangspunktet var amagerkansk, men målet var amerikansk. Da Gasolin' blev dannet i 1969, sang de på engelsk. Og deres tre første singler var på engelsk, uden at verden dog tog større notits af dem. Faktisk var Gas tæt på at blive opløst i 1971, da de fik tilbudt en fristende ny pladekontrakt. Grunden var, at de pludselig var begyndt at skrive sange på dansk. Gas havde i deres hjemlige christianshavnermiljø mødt digteren Mogens Mogensen. En ildsjæl og et omvandrende kildevæld af poetiske impulser. Og Gas lod sig inspirere til at skrive på deres modersmål om deres egen hverdag, oven i købet med både ramsaltet humor og øm poesi. Det var noget, et dansk publikum kunne forstå, og successen lod ikke vente længe på sig. Alt var godt. Eller var det? Drømmen var jo egentlig amerikansk, og der var masser uenighed i bandet om danske kontra engelske tekster. Netop som Gas fik det store gennembrud i Danmark, gik bandet igen i opløsning. Pladeselskabet måtte gå ind og mægle, og efter intense drøftelser blev der indgået forlig. Kim fik lov at lave et solo- album, helt på dansk, og Gas fik lov at lave deres næste og tredje album i to versioner, en engelsk og en dansk. Nu var der imidlertid den hage ved projektet, at man i det store udland havde et relativt afslappet forhold til Gas og deres enestående succes i deres hjemland. De blev vurderet som 1) typisk danske og 2) ikke særlig stive udi det engelske. Måske en ikke helt forkert vurdering. Gas var næsten mere danske end Grundtvig og Giro 413 tilsammen, og de talte absolut ikke engelsk som indfødte. Men de var opvokset med amerikansk kultur, og deres talesprog var spækket med engelske gloser, som de havde samlet op fra plader, film og tegneserier. Gas ville til USA, og da USA lige i øjeblikket viste sig lidt modvillig overfor en rockinvasion fra Christianshavn, blev der lagt en taktik. Vejen skulle gå over England. Der blev skaffet en engelsk producer, som skulle sørge for den rette internationale lyd og det rette engelske tonefald. Valget faldt på Roy Thomas Baker, en ung lovende englænder, som netop havde hittet hjemme med et typisk engelsk band ved navn Queen. En forfinet englænder og et råt dansk garageband. På papiret en forrykt ide, men i praksis aldeles fremragende, fordi Roy var en stor musikpædagog, som forstod dels at respektere et bands evner og egenart og dels at presse dem til at yde lidt mere, end de troede de kunne. Resultatet af samarbejdet mellem Roy og Gas blev deres tredje album, Gasolin' 3, som udkom i Danmark i 1973 og blev deres hidtil største sællert. Og året efter udkom den så i en engelsk udgave med delvis samme repertoire og omtrent samme omslag under titlen Gasolin'. Den engelske afdeling af pladeselskabet var ikke særlig imponeret. Og det til trods for at Gas var på tour i England, og rent faktisk nåede at spille for the in-crowd på de to berømte klubber, Speakeasy og Marquee Club i London. Næh, så var der større interesse i Sverige, som udsendte en single fra albummet. Den udkom oven i købet også i Tyskland. Nuvel, alle vidste, at de engelske rockfans var højrøvede nationalchauvinister. Og i virkeligheden var det slet ikke England, men USA, der var målet. Men pladeselskabets amerikanske hovedkontor sagde stædigt nej. Så blev der sendt et ultimatum til førerbunkeren i New York: Hvis I ikke udsender Gas i USA, så går bandet i opløsning, og vi har mistet en guldfugl. Det var noget, man kunne forstå, og der blev indgået kompromis. Selskabets underafdeling, Epic, udsendte i 1976 en plade med delvis samme omslag som den tidligere engelske, men med nyt repertoire som for det meste var hentet fra Gas 5 (i Zoo Magazine kåret til den bedste danske rockplade i 40 år). Pladen fik i USA titlen Gasolin', mens den i England kom til at hedde What A Lemon. Og miraklet skete: Et par af de mest toneangivende amerikanske anmeldere roste pladen i høje toner. Endelig var drømmen ved at gå i opfyldelse. Og Gas tog forventningsfulde på tour i USA. Nu skulle Uncle Sam få amerikansk rock'n'roll med dansk sjæl og humor. Men Uncle Sam forstod åbenbart ikke dansk humor. Touren blev ikke bakket særligt entusiastisk op af pladeselskabet. Radiostationerne spillede ikke pladen, og salget var en skuffelse set med amerikanske øjne. Gas betalte selv for deres tour, og pengene fossede ud af bandkassen. The American dream was slowly turning to a fucking nightmare. Men Gas var ukuelige. De holdt fast i deres drøm. De overvejede endda at flytte til USA, da de indså, at dette projekt kunne komme til at tage lang tid. Under alle omstændigheder ville de lave en ny plade, og da Roy alligevel var travlt optaget andetsteds, valgte de en amerikansk producer. Felix Pappalardi hed manden, der skulle få drømmen til blive til virkelighed. Felix havde opnået worldwide succes som producer af Cream og som bassist og leder af sit eget band, Mountain. Felix og Gas swingede godt sammen, og der blev indledt et samarbejde med sangskriveren Steve Lemberg fra New York, som skulle sørge for ægte storbypoesi. Den nye helt amerikanske plade blev indspillet i Sweet Silence Studios på Amager i foråret 1977. Der blev virkelig gået til den, og alle involverede var helt sikre på, at folkene i førerbunkeren ville blive ellevilde. Det blev de ikke. De henviste til det tidlgiere skuffende salg og turde ikke vove pelsen med endnu et Gas album. Drømmen var bristet. Der blev gjort nogle et sidste forsøg. En ny mix af pladen blev tilbudt et andet amerikansk selskab. Men nej. Løbet var kørt, og den samme sommer besluttede de fire medlemmer af Gas i stilhed at gå hvert til sit.