EMI-MEDLEY A member of The EMI Group KIM LARSEN BIOGRAFI - portræt af en spillemand "National-skjalden", har man ofte har kaldt den danske sanger og sangskriver, Kim Mellius Flyvholm Larsen - født den 23. oktober 1945, i København. Få har da også gjort sig fortjent til den titel som netop Larsen - der igennem hele sin lange karriere, har skrevet tekster af den slags der glider ind i dagligsproget. Kim Larsen har sågar kunne opleve at selve statsministeren, citerede ham i sin nytårstale til nationen. Det skete i 1976 - og den citerede sang hed "Det Er En Kold Tid", et bidrag til en støtteplade for den forkætrede fristad Christiania. Typisk for Kim Larsen kunne han både støtte en omdiskuteret sag - og samtidig opleve at titlen på sangen han støttede med, blev en del af danskernes dagligdag. "Det Er En Kold Tid Som Vi Lever I", var nøglelinien i sangen - et præcist billede af nationen, dengang midt i 70erne. Kim Larsen er som sangskriver begavet med en sjælden evne for at skrive umiddelbare og meget melodiøse sange, at den slags man føler man altid har kendt - bare efter at have hørt dem en enkelt gang. Og som tekstforfatter har han gennem årene formået at skrive talrige præcise portrætter af Danmark og danskere - nok skrevet med både bid og brod, men også altid serveret med varme og solidaritet. Måske ville Larsen selv foretrække stillingsbetegnelsen "spillemand" - for er der noget han er og har respekt for, at rakke land og rige rundt, for at spille musik dér hvor folk er og kommer. Kim Larsen har nærmest været på én lang turne, siden han startede sit professionelle musikerliv, tilbage i 1968 - og også i år 2001, regner han med at spille tæt på 100 koncerter, sådan som han stort set har gjort hvert eneste år. Som ung i slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne, var Kim Larsens naturlige udgangspunkt den rock'n'roll der kom over vandet fra USA - og allerede dengang grundlagde han en livslang kærlighed til rockens fædre som Elvis, Chuck Berry og specielt Little Richard. Sin første guitar fik han som 14-årig - og kunne snart efter underholde med selvskrevne sange. Senere kom også The Beatles og den engelske bølge med i den musikalske bagage - og med et højskoleophpld og en læreruddannelse, kom også glæden for nogen af de store danske digtere og visemagere. Som sanger og sangskriver i - det nogen har kaldt "Danmarks eneste rock-band" - Gasolin', var Kim Larsen i perioden 1969 - 1978 medlem af landets ubetinget mest populære orkester. Et band der stadig er en stor del af danskernes musikalske identitet - og et band der også formåede at krydse grænserne, og være ligeså populære i både Sverige og Norge, hvor Gasolin's udgivelser også solgte i 100.000vis af eksemplarer og hvor deres koncerter var store tilløbsstykker. Kim Larsen havde altid flere sange end Gasolin' kunne og ville bruge - og allerede i 1973 lavede han sin solo-debut. Albummet hed kort og godt "Vørsgo" - og blev med